Lad os starte med at slå fast, at det altid er særdeles usikkert at spå om den fremtidige renteudvikling, og derfor er det vigtigt at forholde sig ydmygt til sådanne prognoser. Derfor er det vigtigt, at dit valg af realkreditlån aldrig baserer sig på renteprognoser - dit udgangspunktet bør altid være din risikoprofil, din økonomiske styrke samt din tidshorisont i boligen.
Når det er sagt, er der mere og mere, der tyder på, at rentepilen så småt peger opad, og i vores seneste renteprognose ser vi en ende på de negative realkreditrenter for boligejerne over det kommende års tid.
Vores nye renteprognose
Helt præcist venter vi en F1-rente på i omegnen af 0,1 % om 12 måneder mod tæt ved -0,10 % i øjeblikket. Det svarer altså til en rentestigning på 0,2 %-point. Ser vi på F5-lån, venter vi en endnu større rentestigning på i omegnen af 0,4 %-point, og dermed ventes renten på F5-lån at bevæge sig op fra omtrent nuværende niveau på 0,5 % til cirka 0,9 %.
Vender vi blikket mod de fastforrentede lån, venter vi også lidt yderligere rentestigninger på 12 måneders sigt. Det betyder, at det 30-årige 3 %-lån så småt kan begynde at spøge i kulissen. For nyligt har vi oplevet, at det 30-årige 2,5 %-lån er kommet i spil, men indtil videre er det fortsat vores anbefaling at vælge 2 %-lånet trods et pænt kurstab.
Derfor stiger boligrenterne
Skåret helt ind til benet skyldes den seneste tids rentestigninger- og vores forventning om stadig stigende renter - at det generelt går godt i den globale økonomi med stigende beskæftigelse til følge. Det vil på sigt betyde lidt højere lønvækst og inflation. Og det vil medføre, at centralbankerne er tvunget til at sætte renterne op fra de nuværende lave niveauer. Vi forventer, at den amerikanske centralbank kommer til at forhøje den pengepolitiske rente tre gange i år, mens vi venter første renteforhøjelse fra den europæiske centralbank i løbet af første halvår 2019.
Stadig lave realkreditrenter
Trods udsigten til stigende renter over det kommende års tid, er bundlinjen fortsat, at der også om et års tid vil være tale om meget lave realkreditrenter. Derfor forventer vi heller ikke den store afledte effekt på boligmarkedet, som stadig ventes at nyde gavn af et opsving i dansk økonomi med stigende beskæftigelse og indkomster til følge. Vores prognose for huspriserne er dermed uændret på omtrent 3-4 % prisstigning i 2018 sammenlignet med 2017.