Den nye lov skal mindske risikoen ved refinansiering af realkreditlån og kortvarigt tage toppen af ekstreme rentestigninger på helt korte obligationer. Sandsynligheden, for at disse situationer indtræffer, er meget lille. I langt de fleste tilfælde vil loven derfor være uden konsekvenser for dig som låntager, og den bør ikke spille afgørende ind på dit valg af realkreditlån.
Loven sikrer fortsat stor tillid til dansk realkredit
Loven skal bidrage til at sikre, at investorerne og kreditvurderingsbureauerne også i fremtiden vil have stor tillid til de danske realkreditobligationer, med attraktive renter til følge.
Loven gælder for alle danske realkreditinstitutter og har virkning fra den 1. april 2014.
Vi fastholder vores låneanbefalinger
Loven ændrer ikke vores låneanbefalinger. Udgangspunktet for dit valg af lån er stadig din økonomi, risikovillighed og tidshorisont i ejendommen. Med de historisk lave renter anbefaler vi som udgangspunkt, at du overvejer at binde renten for en længere periode - enten med FlexLån® F3/F4/F5 eller et fastforrentet lån. Dermed får du en billig ”forsikring” mod rentestigninger, der giver en større økonomisk tryghed i hverdagen. Vi ser fortsat FlexKort® som et stærkt alternativ til F1-lån for de kunder, der ikke ønsker at binde deres rente for en længere periode.
Se vores aktuelle låneanbefalinger
Hvad indebærer loven?
- ”Fejlet auktion”
Med loven indføres et krav om, at obligationerne bag FlexLån®, FlexKort®, RD Cibor6®, RD Euribor3®, samt FlexGaranti® med 10 års renteloft kan forlænges et år ad gangen. Det sker, hvis obligationerne ikke kan refinansieres på markedsvilkår, når de udløber. Risikoen for en fejlet auktion er fortsat meget lille.
Hvis en auktion fejler, og obligationerne derfor bliver forlænget, låses renten på FlexLån® F1 og F2 fast i et år på et niveau, der er 5 procentpoint højere end markedsrenten et år tidligere.
Der gælder særlige regler for FlexLån® F3-F10, og du kan få mere information hos din rådgiver.
- ”Rente-trigger”
Der indføres en såkaldt ”rente-trigger” for FlexLån® F1 og F2. Det betyder, at vi forlænger obligationerne med et år, hvis renten ved en refinansiering er steget mere end 5 procentpoint i forhold til et år tidligere. I denne situation får du som låntager lagt 5 procentpoint oveni renten fra året før.
”Rente-trigger” ændrer ikke nævneværdigt ved den høje rentefølsomhed på de helt korte FlexLån®. Det er vigtigt, at du ikke sidestiller ”rente-trigger” med et generelt renteloft men ser det som en midlertidig ”forsikring” mod rentestigninger på mere end 5 procentpoint på blot ét år. ”Rente-trigger” beskytter således ikke mod glidende rentestigninger over en flerårig periode.
- Markedet fastsætter prisen for ”fejlet auktion” og ”rente-trigger”
Investorerne vil sandsynligvis kræve en merpris for obligationer omfattet af ”fejlet auktion” og ”rente-trigger”, som fastsættes af markedet. Der er stor usikkerhed om effekten, men Nationalbankens estimat er umiddelbart en rentestigning på 0,1 procentpoint på F1-lån.